Sådan får du andre til at lytte til dig!
Har du oplevet, at det kan være svært at få sagsbehandleren til at lytte ordentligt til dig? Er det svært at komme til orde, når du taler med nogen inden for det offentlige system? Har du brug for at blive mere klar i din kommunikation, så du bliver bedre til at fortælle om dine ønsker og behov, så andre lytter til dig? Kunne du tænke dig at få masser af inspiration til, hvad DU helt konkret kan gøre for at blive set, hørt og respekteret – kort sagt – at få flyttet dit og andres fokus til de muligheder fremtiden kan give dig?
Jeg har selv en medfødt spastisk lammelse i min venstre side og var godt op i 20´erne før jeg fandt ud af, hvor vigtigt det var at give udtryk for, hvad JEG havde brug for! …Hvordan skulle andre ellers vide det? I sidste ende handlede det om, at jeg skulle tage det fulde ansvar for MIT liv!
Siden jeg i 2006 tog min første uddannelse som coach, har jeg lært en masse effektfulde kommunikationsteknikker, som i praksis giver mig større gennemslagskraft, samt værktøjer til at rumme og acceptere mig selv og andre, dér hvor de er! Jeg har lært at leve med mit handicap, så det er blevet en styrke.
På dette foredrag fortæller jeg om:
- Hvordan jeg får andre til at lytte til mine ønsker og behov
- Hvordan jeg motiverer mig selv og tager større ansvar for mit eget liv
- Effektive kommunikationsredskaber, som du kan få stor gavn af
- Hvordan du enkelt kan fremme samarbejdet med kommunale myndigheder m.v.
Du får:
- Mine bedste fif til at få en god ligeværdig dialog
- Redskaber som du straks kan anvende i praksis
- Øget fokus på dine fremtidige muligheder